Er man født i perioden fra midten af 1980’erne til slutningen af ’90-erne; og dermed var børn eller unge ved årtusindeskiftet (”Millenium”), tilhører man Generation Y. Det er samtidig den første generation der voksede op med computere, mobiler og internet. Y’erne er i dag mellem 25 – 40 år.
Her følger en oversigt i to grupper; del 1 er fyldt 30 og gruppe 2 gør det snart. De fremhævede navne har som fællesnævner et eller flere internationale mesterskaber på c.v’et. I gruppe 1 finder vi
- Michael Christensen (33). Sjællænderen fra Karlslunde startede ud med at vinde Junior-EM i gokart, og har siden vundet stort set alt der er værd at vinde indenfor langdistancerace; incl. VM, Le Mans, Daytona 24, Spa 24, Sebring og Nürburgring 24. Første danske Porsche fabrikskører; en rolle han stadig indtager ti år efter, nu som del af Stuttgarts Hypercar-trup.
- Marco Sørensen (33). Nåede til tærsklen af Formel 1 som del af Renaults talentprogram, men skiftede til GT og en plads som fabrikskører for Aston Martin, da ”vinduet” til F1 lukkede. Har tre gange vundet VM i GT-klassen; to gange sammen med Nicki Thiim. I 2022 kom så juvelen i kronen i form af klassesejr på Le Mans. Nordjyden har også vundet Nürburgring 24 og senest Spa 24 H.
- Nicki Thiim (35). Som søn af “Dansky” (Kurt Thiim) lå det altid i kortene at Nicki ville gå i hjulsporene af sin far og søge lykken i standardvogns race. I 2013 vandt sønderjyden som første dansker Porsche Super Cup, og siden to gange VM med Marco Sørensen. De to blev kendt som ”Dane Train”. Har også vundet Le Mans, senest Spa 24 H samt Nürburgring 24; det sidste flere gange.
- Kevin Magnussen (31). Kevin er i år i gang med sin niende sæson i F1, og er dermed, sammen med Tom K, det største navn i dansk bilsport nogensinde. Godt nok er det ikke blevet til et verdensmesterskab, som var udgangspunktet, men blot det at ”overleve” i hajfyldt farvand i så mange sæsoner er en stor bedrift. Og det er ikke slut endnu.
I kategorien under 30 finder vi
- Nicklas Nielsen (27). Det måske største navn i dansk bilsport netop nu. Han er første danske Ferrari-fabrikskører nogensinde, og beviste sin status da han var den drivende kraft i mærkets generalklassesejr på Le Mans 2024. To gange har han vundet VM i Pro/Am (GTE og LMP2), og tillige Le Mans i GTE/Am. Sejre i Spa 24, ELMS, GT Challenge og Ferrari Challenge.
- Mikkel Jensen (29). Sprang direkte ud i formelsport da han blev gammel nok, med minimal erfaring fra gokart. 2014 vandt Aarhusianeren det tyske FADAC-mesterskab med 10 sejre og 14 pole positions (rekord). Via F3 blev det til mesterskab i ELMS (LMP3) samt i IMSA LMP2. Resultaterne førte til fabrikskontrakt med Peugeot Hypercar i 2022.
- Michelle Gatting (30). Nogle, incl. mig selv, kalder hende den bedste kvindelige racerkører i verden. Første internationale sejr kom i 2021, da hun vandt løbsserien Ferrari Challenge Pro, og det helt store gennembrud kom da hun sammen med sine to kvindelige medkørere vandt sidste afdeling af WEC 2023 GTE i Bahrain.
- Frederik Schandorff (27). Med fødderne solidt plantet i jysk muld har Frederik metodisk arbejdet sig op mod status som professionel kører, der nu primært begår sig i USA. Har to gange vundet titlen som World Champion Lamborghini Super Trofeo, og en gang mester i løbsserien International GT Open.
- Mikkel O. Pedersen (27). Som den jævnaldrende Schandorff har Mikkel O arbejdet sig op gennem rækkerne, og er nu semi-fabriksskører for Ford i WEC. Efter i et par år præsteret ”umulige” resultater i Porsche Super Cup på et minimalt budget, kom gennembruddet da han med sit team vandt GTE klassen i WEC på Monza 2023. Podieplads på Le Mans 2024.
Som man kan se er listen lang. 15-20 kørere fra Y har gjort sig bemærket de sidste ti år; foruden de fremhævede kan nævnes Dennis Lind, Mikkel Mac, Nicolaj Møller Madsen, Johan Jokinen, Anders Fjordbach, Christoffer Nygaard og Christina Nielsen. Alle har på et givet tidspunkt præsteret fra højeste hylde, og især sidstnævnte bør måske fremhæves. Ikke blot vandt hun to år i træk IMSAs mesterskab for Am-kørere; hun blev i 2016 Danmarks første kvindelige Le Mans kører.
Danmark har i dag hele fem fabrikskørere ved store bilfabrikker, et antal ”semi-fabriks” samt en aktiv F1-kører; en uhørt succes for Millenium-generationen. Og det stopper ikke her, som en senere gennemgang af næste generation, der består af aktive der er født i det nye årtusinde vil vise. Det bliver heller ikke kedelig læsning!