Driver Development

Et nyt begreb har vundet indpas de seneste 10 – 15 når det gælder unge racertalenters svære vej til en plads i det forjættede land: Formel 1

Dr. Helmut Marko, consultant to the Red Bull F1 Team in the paddock. corleve/Alamy Live News

Et nyt begreb har vundet indpas de seneste 10 – 15 når det gælder unge racertalenters svære vej til en plads i det forjættede land: Formel 1.

Kært barn har mange navne; Driver Development Program, Junior Driver, Driver Academy etc. og henviser til programmer igangsat af etablerede Formel 1 teams for at ”groome” kommende stjerner.

Otte ud af ti F1-teams i 2023 har et sådant program; eneste undtagelser er Haas og Alpha Tauri. Og da sidstnævnte jo i sig selv er en del af Red Bulls junior set-up er det i princippet kun Haas der ikke involverer sig direkte i næste generation.

Det har vist sig essentielt for en ung kører med F1-ambitioner at blive indlemmet i et sådant. Siden 2018 har et dusin nye kørere fået debut i Kongeklassen, og af dem er kun to kommet ind udenom et juniorprogram. Af de 12 har fire p.t. formået at bide sig fast til mere end en sæson, hvilket klart viser hvor svært F1 er blevet når man kommer som rookie.

Oversigt

Her følger en oversigt over eksisterende juniorprogrammer:

Red Bull Junior Team
De regerende verdensmestre var de første der påbegyndte struktureret talentudvikling i stor stil. Det skete år 2001, og i 2004 blev den unge østriger Christian Klien den første ”ungtyr” til at nå F1. Det var ikke den store succes, men kort efter ramte man plet med den dengang 16-årige Sebastian Vettel. Ham er det som bekendt senere gået ret godt. Det samme kan siges om Max Verstappen, og de to har tilsammen vundet syv VM-titler de seneste 14 år.
I alt 16 kørere har siden starten fået deres F1-chance (primært ved Red Bull eller Toro Rosso/Alpha Tauri) via programmet, mens mere end 70 aspiranter har været indplaceret. På det seneste synes der dog at være gået inflation i det; således er der i 2023 ikke mindre end 13 kørere indplaceret i forskellige juniorserier. Kun et par af disse skønnes at have F1-potentiale. Helmut Marko har det overordnede ansvar for programmet.

Alpine Academy
Næst efter Red Bull er Alpine Academy det projekt der har haft kontakt til flest unge kørere siden sin start i 2002. I alt 64 for at være helt nøjagtig, hvoraf dette års trup udgør ni. Akademiet har tidligere været kendt under navnene Renault Driver Development, LRGP Academy og Lotus F1 Junior Team. Den nuværende udgave blev igangsat i 2015.
To danskere har været indplaceret. I 2009 blev Marco Sørensen optaget, og siden Christian Lundgaard i 2017. Begge var indplaceret i en årrække. I alt 14 fra programmerne har nået F1, men bemærkelsesværdigt kun fire til Renault/Alpines eget F1-team. Programchef er Julian Rouse.

McLaren Driver Development Programme
Programmet har eksisteret under forskellige navne siden Ron Dennis i begyndelsen af det nye årtusind besluttede sig for at vise alverden at en ung, farvet knægt med indvandrerbaggrund kunne trænes til at nå toppen. Hans navn var Lewis Hamilton, og projektet lykkedes som bekendt til overflod, men mange danskere husker naturligvis især Kevin Magnussens indtræden i F1 via programmet i 2014. Siden starten har 24 talenter været indplaceret, hvoraf syv har nået F1 (heraf fire til McLaren selv). P.t. er der fem navne i ”klassen” om ledes af den tidligere femdobbelte Le Mans vinder Emanuele Pirro.

Ferrari Driver Academy
Måske inspireret af ovenstående besluttede selveste Ferrari i 2009 at stifte et juniorprogram. Første deltager var Jules Bianchi, der som bekendt omkom på tragisk vis efter en ulykke i Japan i 2014. 26 kørere har siden været indplaceret, hvoraf den nuværende trup udgøres af otte juniorkørere i forskellige formelklasser.
Seks af de 26 har nået F1; den mest kendte uden sammenligning Charles Leclerc der som den eneste er gået hele vejen til selve Scuderia Ferrari. Ferrari Driver Academy ledes af Marco Matassa.

Mercedes Junior Team
Det nuværende program blev, i første omgang i samarbejde med McLaren, igangsat efter Merceds’ tilbagevenden til F1 og implementeret i eget navn første gang 2014. I modsætning til de ovenstående teams har Mercedes valgt en anden fremgangsmåde; kvalitet frem for kvantitet om man vil. Den nuværende trup indeholder godt nok syv navne incl. danske Frederik Vesti, men heraf er fire kartingkørere. I hele programmets levetid har kun 11 kørere været indplaceret; alle efter en lang og grundig optagelsesproces. De tre kørere der indtil nu med succes er gradueret fra programmet er George Russell, Pascal Wehrlein og Esteban Ocon. Mercedes har tidligere haft juniorprogrammer i sportsvognsracing; bl.a. med Michael Schumacher. I spidsen for det hele står Gwen Lagrue.

Sauber Academy
Etableret i 2018 under navnet Sauber Junior Team, og har beholdt Sauber-navnet selv om teamet nu deltager i F1 under Alfa Romeos banner. Siden har ca. 25 navne været inde over, incl. den nuværende trup på fire navne. En del af de tidligere medlemmer er skiftet til andre teams siden, og Sauber Academy har endnu ikke produceret en F1-kører. Største forhåbninger knytter sig uden tvivl til Theo Pourchaire, førende i kampen om F2-mesterskabet, men har man penge kan man selv blive en del af gamet.
Beat Zehnder hedder manden med ansvaret.

Williams Driver Academy
Etableret i 2016, og siden da har 16 kørere været involveret incl. den nuværende gruppe på seks. Ikke mange ved det, men danske Nicklas Nielsen var blandt kandidaterne da akademiet blev startet. Nicklas  måtte dog se sig overgået af Lance Strolls millioner.
I det hele taget afspejler de involverede kørere udmærket Williams største problem de senere år: cash. Navne som Stroll, Nicolas Latifi, Sergei Sirotkin og Logan Sargent har alle betalt kassen for privilegiet.
Williams Sporting Director Sven Smeets leder akademiet.

AMF1 Driver Development Programme
Aston Martin er sidst tilkomne, med et juniorprogram etableret 2022. Antallet af deltagere er til at overse; indtil nu er sidste sæsons F2-mester Felipe Drugovich eneste medlem, og han skal nok ikke gøre sig de store forhåbninger om en plads i F1-teamet foreløbig. I hvert fald ikke hvis Lance beslutter sig for han godt gider alligevel, og Alonso ikke trækker sig tilbage (igen) i frustration.

Jeg har her fokuseret på juniorprogrammer i F1. Der findes lignende tiltag i Nascar, IndyCar, HyperCar etc. Det kan nævnes at både Malthe Jakobsen (Peugeot) og Bastian Buus (Porsche) er indplaceret her.

Foto: Alamy Stock