Foto: Penske Motorsport
Nyheder # 9 2024
Ballade i IndyCar, flere danskere på Le Mans og topresultat af David Walther. Hvem er ”Kaptajnen”?
Team Penske vinder igen – og er i stormvejr
Tredje afdeling af IndyCar mesterskabet blev kørt søndag på Barber Motor Park i Birmingham, Alabama. Team Penske sikrede en 1-2 sejr med Scott McLaughlin og Will Power på de to første pladser. Det er der ikke noget sensationelt i, men det er heller ikke det der trækker de store overskrifter efter weekenden. Det er derimod den skandalesag der blev afsløret op til løbet, og som omhandler netop Team Penske.
Under et rutinetjek af bilernes software stod det klart at alle tre Penske-kørere havde et snydeprogram installeret som muliggjorde at det såkaldte ”push-to-pass” kunne aktiveres både under løbsstart og under genstart efter en safety-car periode. Og det er ulovligt.
Det blev påvist at vinderen af åbningsløbet i St. Petersburg, Josef Newgarden, havde anvendt denne fordel i flere tilfælde under løbet, og af Scott McLaughlin på tredjepladsen en enkelt gang. Begge er diskvalificeret og idømt en stor bøde. Stor opstandelse; læs mere nedenfor.
Christian Lundgaard startede løbet i Alabama fra tredje position efter en fremragende kvalifikation, men tabte lidt terræn undervejs og sluttede P6. Christian Rasmussen leverede sit hidtil bedste løb i topklassen, med en kvalifikation midt i feltet som P14. Desværre udgik han efter en afkørsel mod slut, men det var klart en indsats med pil opad for rookien.
Kommentar
Hvor mange kasketter kan man have?
Det er langt fra første gang kører eller teams går for langt i jagten på succes i motorsport. Ej heller at det er nogle af de største navne der tages med bukserne nede, så hvorfor opstandelsen over Team Penskes ageren? De er trods alt blevet afsløret og straffet.
For at forstå dette skal man kende lidt til baggrunden omkring IndyCar og Penske Corporation. Sidstnævnte er det holdingselskab der ejes af Roger Penske selv, og som styrer et større antal underselskaber. Blandt disse finder vi Penske Racing der bl.a. deltager i IndyCar-mesterskabet. Vi finder selve IndyCar Series. Vi finder Ilmor Engineering, der tuner og servicerer IndyCars Chevrolet-motorer. Og vi finder Indianapolis Motor Speedway.
Ovenstående er opskriften på sammenblanding af kommercielle og sportslige interesser. Hvordan, siger kritikerne, kan det være at Ilmor ikke afslørede den ulovlige brug af push-to-pass straks efter St. Pete, inden det ved et tilfælde blev opdaget af årvågne officials fem uger senere?
Når det er sagt, er det også en kendsgerning at Penske sandsynligvis reddede IndyCar fra økonomisk kollaps under Covid. Og der er ingen fingre der peger direkte mod chefen selv, der efter forlydende er rasende. På SoMe skrev han således at han er både ”embarrassed and shameful” over snyderiet.
Meget af forargelsen skyldes formentlig en generel antipati mod Josef Newgarden, der ikke har mange venner blandt de øvrige kørere/teams.
Noter
- Formula Racing sikrede sig denne uge overraskende en startplads i årets Le Mans. Teamet stod oprindelig på reservelisten.
- Det danske Ferrari-team er sammen med de øvrige danskere til start i anden afdeling af ELMS den kommende weekend, på Paul Ricard. Teamet fører GT-klassen efter sejren i Barcelona.
- Der er nu 12 danskere til start i årets udgave af Le Mans. Flere kan i teorien følge, da adskillige teams stadig har ledige pladser, primært i LMP2 og GT.
- Nico Hülkenberg skifter næste år til det nye Audi F1-team. Det kan være godt nyt for Kevin Magnussen, da Haas næppe har lyst til at starte 2025 med to nye kørere.
- Kevin og Hulk’en er sammen med 18 kolleger til start i Miamis GP i weekenden.
- David Walther besatte femtepladsen i anden afdeling af EM i karting OK.
Ugens special
Kaptajnen
87-årige Roger Penske, med tilnavnet ”The Captain”, er det nærmeste man kommer en kongelig i amerikansk motorsport. Gennem årene har han målrettet vundet alt hvad der er værd at vinde indenfor sporten, og samtidig opbygget et forretningsimperium der har gjort ham til dollarmilliardær.
Penske var selv en habil racerkører og nåede at starte i to F1-Grand Prix, et Le Mans samt flere NASCAR-løb. Men han indså han aldrig ville nå den absolutte top som kører, og i stedet etablerede han i 1965 Penske Racing, der eksisterer den dag i dag som Amerikas mest succesfulde racerteam gennem tiderne.
Efter de første succes’er på Indy og i oval-racing med sin favoritkører Mark Donohue, kastede han sig i 70’erne over Formel 1, med den klare intention at vinde her også. Men da Donohue blev dræbt forud for Østrigs Grand Prix 1975 faldt dette projekt sammen i 1977, og er ikke siden genstartet.
Gennem årene har Team Penske vundet IndyCar-titlen seks gange, senest 2022 med Will Power. Fire mesterskaber er det blevet til i NASCAR, og undervejs mange triumfer i klassikere som Daytona 24 Hours, Sebring 12 Hours m.fl. 2024 er startet fantastisk med sejre til Porsche-Penske i både IMSA og WEC.
Så eksploderede skandalen omkring ulovlig brug af push-to-pass i åbningsløbet i IndyCar. Penske har altid fremhævet sin personlige integritet som garant for at tingene går ærligt til, trods de mange kasketter. Så der er ingen tvivl om det skete har berørt ham dybt.
Læs mere om IndyCars historie på https://bbn-consult.dk/historien-om-indycar/