Nyheder # 20 2023
Det med spænding imødesete Las Vegas Grand Prix står for døren næste weekend. Det kan blive enten en dreng eller en pige!
Las Vegas Grand Prix
Årets næstsidste F1-Grand Prix ligner ikke noget man før har set i Kongeklassen. Ganske vist har spillebyen over dem alle tidligere lagt navn til et Grand Prix, men det var på et helt andet niveau (se nedenfor), og det er næsten 40 år siden.
Løbet i år er det hidtil største, dyreste og mest ekstravagante Grand Prix i sportens historie. Det samlede budget for begivenheden er i milliardstørrelse, og muliggjort af et konsortium af lokale forretningsfolk der ser løbet som det ultimative markedsføringsredskab for byen. Netflix har ikke levet forgæves.
Dansk Motorsport Award
Så er det snart tid til årets begivenhed, Dansk Motorsport Award. Den finder sted 30. november i København, og der er stadig ledige billetter.
På https://pack.to/dma kan man bestille billetter, afgive stemme samt læse alverdens info.
No press
Sidste lørdag skrev Michelle Gatting dansk idrætshistorie, da hun sammen med de øvrige Iron Dames blev første rene kvindehold til at vinde en afdeling af WEC. Tre andre danskere kunne efter 8 Hours of Bahrain bestige podiet. Nærmest som forventet blev det fornemme resultat ignoreret af den danske mainstream presse, med en enkelt undtagelse, se https://www.bt.dk/motorsport/kaerestens-smaa-beskeder-betoed-alt-for-gatting-for-tre-maaneder-siden-var-jeg
Noter
- Sebastian Øgaard sluttede på en samlet tredjeplads i Eurocup-3 mesterskabet. I året løb er det blevet til syv podiepladser, herunder en sejr i Jerez. Den 19-årige jyde er blandt de nominerede i kategorien Året Talent ved Dansk Motorsport Award.
- Husk at tjekke tv-tider til Las Vegas Grand Prix; de er meget anderledes end normalt.
- Ikke overraskende har Ferrari og Nicklas Nielsen forlænget danskerens kontrakt for 2024, så vi kan glæde os til at se ham i den fantastiske 499P igen i WEC.
- Mikkel Jensen kan se frem til endnu en sæson i amerikansk langdistancerace. Foruden sin fortsatte deltagelse i WEC for Peugeot skal danskeren igen repræsentere TDS i LMP2.
- Malthe Jakobsen deltager i den kommende Asian Le Mans Series, hvor første løb køres i Malaysia 3. december. Også danske High Class Racing er på startlisten.
Ugens special
What happens in Vegas stays in Vegas
Overskriftensammenfatter ganske godt hvad Las Vegas står for. I verdens spilleby nr. 1 kan alt ske, men måske derfor er det også bedst at efterlade al bagage når man vender tilbage efter en (ofte) vild weekend her.
Jeg glemmer ikke første gang jeg besøgte byen i Nevada. Efter timers kørsel igennem et goldt ørkenlandskab dukker byen pludselig op i horisonten med sine skyskrabere og lyshav; som en scene ud af Star Wars.
I 1981 lykkedes det Bernie Ecclestone at arrangere det første af to F1 Grand Prix her. Det skete på en stor parkeringsplads foran det enorme hotel/casino Caesars Palace med en bane der i størrelse og udseende mest af alt mindede om en gokartbane.
Ganske bemærkelsesværdigt kunne denne Mickey Mouse-bane to år i træk kåre en verdensmester. I 1981 sikrede Nelson Piquet sig den første af sine tre titler, og i 1982 var det også her Keke Rosberg kunne krones, på trods af finnen blot havde vundet et enkelt af årets løb.
Efter løbet i -81 var Piquet totalt udmattet og kastede op; onde tunger påstår det var fordi han var på nattesjov til de tidlige morgentimer inden løbet!
Det kommende Las Vegas GP er en helt anden størrelse. Banens layout er over 6. km, og inkludere den verdensberømte ”Strip”, der er byens ekstravagante hovedgade. En anden nyhed er at løbet køres sent lørdag aften lokal tid med start kl. 22. Grundet 9 timers tidsforskel svarer det til kl. 7 søndag morgen i Europa, så man skal altså tidlig op for at se et aftenløb!
Gennemsnitsprisen for en billet siges at ligge på USD 1.240 (ca. 8.500 kr.), men vil man have det hele med skal man af med langt mere. Alt hvad der kan krybe og gå af amerikanske ”celebrities” er med garanti på plads.
Sportens rettighedshavere FOM har investeret massivt i eventen, overbevist om det vil blive en god forretning over årene. Tiden vil vise om den enorme interesse for F1 i USA lige nu varer ved, eller det er en døgnflue.
Max Verstappen har med vanlig ligefremhed kaldt begivenheden et show snarere end en sportsbegivenhed. Han vinder sikkert alligevel!
Kontakt BBN Consult
- info@bbn-consult.dk
- +45 5385 6784