Greatest Spectacle in Racing

Med vanlig beskedenhed kalder Amerikanerne det ”The Greatest Spectacle in Racing” når talen falder på Indy 500. Ovenikøbet har Indianapolis Motor Speedway registreret udtrykket som beskyttet varemærke, og må altså ikke benyttes af andre. Løbet køres på ”Memorial Day”, som er sidste søndag i maj måned. Det er sket siden 1974, med undtagelse af covid-året 2020

Men der er noget om hypen. Mange mener det er den sportsbegivenhed i verden med flest tilskuere på en enkelt dag. 230.000 tribunebilletter plus tilskuere på inderkredsen, i alt ca. 330.000. Læg hertil millioner af tv-seere verden over, hele optaktsforløbet i Month of May der bl.a. inkluderer en afdeling af IndyCar mesterskabet samt, ikke mindst, Pole Day.

Det er almindelig anerkendt at Indy 500 sammen med Le Mans og Monacos Grand Prix udgør motorsportens Triple Crown. Kun en kører har vundet alle tre: Graham Hill. Fire kørere deler rekorden for flest sejre, idet AJ Foyt, Rick Mears, Al Unser Snr samt Helio Castroneves alle har vundet fire gange. Sidstnævnte er på startlisten i år, og kan altså med en sejr komme alene i spidsen.

Naturligt nok er løbet det største for en amerikaner, men det har gennem årene også tiltrukket nogle af de største navne fra udlandet. Jim Clark, Jackie Stewart, Graham Hill, Emerson Fittipaldi og Jacques Villeneuve, alle F1-verdensmestre, er blandt vinderne. To svenskere, Kenny Brack og Marcus Ericsson, har fået deres ansigter på den gigantiske sejrstrofæ.

Amerikanerne elsker som bekendt statistik indenfor sport; hvis man er interesseret, kan anbefales https://doctorindy.com/indianapolis-500-statistics/ . Den imponerende 4 km. lange oval blev bygget i 1909, og det første Indy 500 kørtes i 1911. Det foregik på et underlag af brosten; deraf øgenavnet ”The Brickyard”. Når årets udgave løber af stablen søndag d. 26. maj er det nr. 108 på listen.

 Sidste år vandt Josef Newgarden for Penske med en gennemsnitshastighed på godt 168 Miles per Hour (mph), hvilket inkluderede ni pitstops fordelt over de 200 omgange som er løbsdistancen. 168 mph svarer nogenlunde til 270 km/t. Christian Lundgaard fuldførte på P 19. Scott McLaughlin starter dette års løb fra pole, efter en kvalifikationsomgang på 234 mph (376 km/t), ny rekord.

Som alle baner med en lang historik er der også en skyggeside. Det var farligt at køre Indy 500 tilbage i tiden, og mange uheld havde dødelig udgang. Det er heldigvis passe; man skal helt tilbage til 1982 for at finde det seneste dødsfald under løbet. Det har dog været dødsulykker under træning og dæktest siden, og heller ikke tilskuere og officials er gået ram forbi.

75 kørere har prøvet at vinde, men kun en gang har det været en Rookie. Det skete da Alex Rossi vandt i 2016 (han er også til start i år). Præmiepengene er uden sammenligning de største for et enkelt løb indenfor motorsport; sidste års vinder Josef Newgarden scorede USD $3.666 mill. Som nok skal deles med teamet.