Nicklas Nielsen forbigået til Årets Sportsnavn

Det var en ordentlig begmand ”the establishment” i dansk idræt, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark, denne uge tildelte dansk bilsport.

I forbindelse med den årlige kåring af Årets Sportsnavn har de to organisationer udvalgt 15 kandidater, hvorfra den endelige vinder 2024 findes, og præsenteres ved sportens store årsfest i januar. Blandt de 15 mangler et oplagt navn: Le Mans vinder og VM-sølvmedaljetager Nicklas Nielsen, som ikke er fundet værdig til en plads på listen.

Det er en fuldstændig ubegribelig udeladelse, og en handling der må give panderynker til bilsportens øvrige udøvere. Hvis Nicklas ikke kan komme med i det fine selskab, hvem kan så?

For lige at rekapitulere: Nicklas Nielsen vandt som første dansker siden Tom Kristensen i juni d.å. generalklassementet i en af verdens største sportsbegivenheder, 24-timers løbet på Le Mans. Det blev fulgt op af en flot sølvmedalje i World Endurance Championship, det officielle FIA verdensmesterskab i langdistancerace. Han er Danmarks første fabrikskører for verdens mest berømte bilmærke, Ferrari.

Bevares, alle ved jo godt at ikke-olympiske idrætsgrene ikke kan vinde titlen i et OL-år, og hvad enten det bliver Viktor Axelsen eller herrelandsholdet i håndbold vil det være fuldt fortjent. Der er heller ingen af de 13 øvrige navne på listen der ikke har ydet en stor sportslig præstation. Men alligevel.

Tilbage står et åbent spørgsmål: hvad agter bilsportens interesseorganisation (DASU) at foretage sig i den anledning? Der foregår naturligvis et intensivt lobbyarbejde fra de respektive sportsforbund forud for udtagelsen, så det må man formode DASU også har gjort. Eller har man?

Under alle omstændigheder må Unionens formand snarest tage sagen op overfor de to organisationer.

I 2002 og 2005 blev Tom Kristensen fortjent kåret til Årets Sportsnavn. Tyve år senere kan hans direkte efterfølger end ikke komme i betragtning til bruttotruppen. En fantastisk sejr på Le Mans foran ca. 300.000 tilskuere og anslået 110 millioner tv-seere verden over var ikke nok.

Det er ganske enkelt en skandale.